Hornfisketur
De 7 saltvandsfiskere der havde meldt sig til årets hornfisketur, kikkede noget bekymret op på himlen da de mødte frem på mødestedet. Vedvarende regn og blæst er ikke optimalt fiskevejr til hornfisk. Efter at have samlet den 8. deltager op i Galten blev kursen sat mod Fornæs Fyr. Fremme ved fyret måtte man konstatere, at her var forholdende ikke fiskbare.
Efter lidt konference og kik på kort og vindretning var der enighed om at der måtte være læ ved Sangstrup Klint, så man blev enige om at køre dertil. Her var der fralandsvind og rimelig læ for vinden. Der blev rigget til og fiskeriet gik i gang. Børge startede med straks at hive en hornfisk på land, men herefter gik fiskeriet i stå og der blev over dagen kun sporadisk fanget hornfisk. Regnen holdt heldigvis op og vejret blev hærdeligt. Ved indvejningen kunne det konstateres, at der var blevet landet 16 hornfisk. Pia havde skiftet til fladfiskegrej og havde fanget 2 fine skrubber på ca. 34 -35 cm.
Målebåndet kom frem og viste at Kaj Hansen var tilbage på tronen som foreningens hornfiske konge. Han havde fanget dagens største hornfisk på 71,2 cm. Og erobrede dermed hornfiskepokalen tilbage. Brian Jensen kom dog lige efter på andenpladsen med en fisk på 70,5 cm.
Tredjepladsen tog han sig også af med en hornfisk på 69,7 cm. Fjerde og femte pladsen gik til Kim Herholt med hornfisk på henholdsvis 67,3 og 67,0 cm, mens Kaj tog af det sidste
KM-point en fisk på 65,6 cm.
Som traditionen sig byder sluttede dagen af med amerikansk lotteri og lidt hyggesnak inden turen gik tilbage til Silkeborg.
Referent: Jørn Wulff