Konkurrencetur til kysten
Det er længe siden der har været 14 tilmeldte til en af klubbens ture. Det var derfor en fornøjelse, at være turleder og tage imod tilmeldinger.
Dette selvom en af de tilmeldte ringede dagen før turen og berettede om, at hans arbejdsgiver havde ringet og kaldt ham på arbejde, da hans kolleger var syge. Der burde være en lov der forbød sådanne angreb på ens fiskefrihed
Men 13 deltagere er heller ikke at kimse af.
Klokken 07.00 var alle deltagere og deres habengut placeret i bilerne og turen gik mod Djursland. Nærmere bestemt havde turlederen besluttet, at turen gik til Ebeltoft Færgehavn.
Her kunne der findes læ for den stride blæst fra sydøst, der gjorde det umuligt at fiske fra stranden de sædvanlige steder vi plejer at afvikle konkurrencen.
Fra vindmøllemolen kunne der fiskes med vinden i ryggen og ved stranden væk fra færgelejet var der også læ at finde.
Vel fremme gik fiskeriet i gang. Men det eneste der viste interesse for børsteormene var krabberne. Lidt før middag var fangsten stadig begrænset til et par enkelte skrubber lige over målet.
Dette fik 4 fangsthungrige saltvandsfiskere til at køre den lille vej til Elsegårde, for at se om det var muligt at fiske der efter vinden havde lagt sig.
Det viste sig at være en god ide for Preben Nielsen at følge med til Elsegårde. Han skiftede børsteormen ud med et stykke sild og fangede først en pighvarrer under målet efterfulgt af en fuldfed en af samme art på 35 cm.
Da vi mødtes kl. 15.00 for at foretage indmåling og præmieuddeling, viste Prebens pighvarrer sig at være dagens længste fladfisk og dermed vandt han en lækker kyststang.
De der var blevet tilbage på den oprindelige fiskeplads havde også fået lokket de flade til at begynde at for deres forfang. En af dem var turlederen og han var ubeskeden nok til at tage sig af konkurrencens andenplads ved at have fanget en skrubbe på 32,1 cm. Brian Jensen indtog 3. pladsen med en skrubbe på 28,6 cm. Turlederen var ikke blevet mere beskeden og tog af 4. pladsen med en skrubbe på 27,6 cm. Einar Overgaard kom lige efter på konkurrencens 5. plads med en skrubbe på 27,2 cm.
Hermed var der ikke fanget flere fisk til indmåling og man gik over til det traditionelle amerikanske lotteri, hvor formanden, i anledning af det tidligere nævnte deltagerantal havde taget ekstra præmier med. Lotteriet blev som vanligt afviklet under det sædvanlige godmodige drilleri saltvandsfiskerne imellem.
Herefter blev bilerne vendt med næsen mod Silkeborg.
Det blev ikke et år hvor fangsterne vil blive husket som store, men vi havde en god dag hvor solen skinnede på os og regnen blev væk og vi fik lov dyrke vores interesse for lystfiskeri. Det er vel ikke det værste man kan blive udsat for!
Referent; Jørn Wulff