Fladfisketur Langelandsbæltet 7. november 2015
Tidlig lørdag morgen mødte 5 saltvandsfiskere frem til afgang til Langelandsbæltet. Foreningen havde lejet hele båden,12 pladser, så et turunderskud af kraftig størrelse lurede i horisonten. Derfor blev det allerede på turen til Spodsbjerg besluttet, at der kun blev booket 8 pladser til næste års tur. Så det bliver først til mølle princippet der bliver gældende næste år.
Vel fra havn kom vi og efter en lille times sejlads røg forfangene mod bunden. Lige i starten var der ikke meget aktivitet fra de flades side. Men efter en times fiskeri besluttede fladfiskene ,at de var sultne og så kom der fisk ombord. Dagens udbytte for de 5 saltvandsfiskere var ca. 130 flade i kurvene. Mest rødspætter og isinger i pæn størrelse.
Dagens største flade blev fanget af Børge Riis. En fin tyk rødspætte på 39 cm. Andenpladsen gik til Jørn Wulff med en rødspætte en ½ cm. kortere end Børges.
Tredje og fjerde pladsen deltes af Børge Riis og Roel Halle. Begge med rødspætter på 38 cm. Børge tog sig også af femtepladsen. Denne gang målte rødspætten 37,5 cm.
Sjettepladsen og dens ene point blev delt mellem Børge Riis, Roel Halle og Brian Jensen med hver deres rødspætte på 37 cm.
Det var en rigtig god tur, fint vejr, overskyet og en 3-4 sekundmeter vind. Det eneste der lurede i horisonten var et turunderskud på 3.500 kr. plus kørselsudgifter.
Skipper Claus var dagens helt, da han sagde, at vi skulle slippe med at betale 500 kr. pr. deltager, hvilket var svarede til hans udgifter. De tre deltagende bestyrelsesmedlemmer var dog enige om, at hæve betalingen med 500 kr. til 3.000 kr. på den måde blev en i forvejen rigtig god tur endnu bedre.
Brian Jensen