Bornholm 2019
Meget tidligt torsdag morgen mødtes 7 morgenfriske saltvandsfiskere for at tage fat på årets tur til Bornholm.
Målet var klart, at tømme Østersøen for havørreder.
Bilerne blev pakket og der var fuld læs på. Kursen blev sat mod færgen i Ystad.
Vel ombord på færgen til Rønne blev der indtaget morgenmad og efter en god times sejlads kørte vi i land i Rønne.
Efter et besøg i Kvickly for at proviantere og et besøg hos Sports Dress for at høre om mulige ”hot Spots” blev kursen sat mod sommerhuset i Tejn.
Bilerne blev pakket ud og sommerhuset indtaget. Et godt teamwork gjorde at alt hurtigt var på plads og efter en god frokost blev fiskevandet indtaget.
Bil 1 kørte ned og kikkede på vind og vejr ved Arnager. Vandet var dog ikke fiskbart på grund af alt for meget vind og høje bølger. De forsatte derfor til Snogebæk. Her kunne der fiskes. Både på revet og foran havnekontoret. Der var i forvejen en flok saltvandsfiskere i gang med fiskeriet. De havde ikke fanget noget og efter et par timers fiskeri med samme sørgelige resultat blev der holdt rådslagning og drikkepause.. da det samtidig begyndte at regne kraftigt og vedvarende var der enighed om, at begynde hjemturen til sommerhuset og samtidig kikke på forholdende op ad østkysten.
Ved Salene Bugt mødte man bil 2 som havde forsøgt sig rundt på forskellige pladser. Desværre med samme nedslående resultat som bil 1.
Dette til trods for at Torben Kristensen lagde sig så meget i selen under fiskeriet, at han fik overbalance. Heldet tilsmilede dog den kække saltvandsfisker. Han nåede at tage fra med den ene arm, så han slap med et vådt ærme og dermed kun erhvervede sig en mindre del af Fjumrebrættet.
Ved 17 tiden var begge biler tilbage ved sommerhuset. Der blev skrællet kartofler og Torben Kristensen stod for aftensmaden. Lækker gullasch med bønner og kartoffelmos.
Efter aftensmaden blev der hyggesnakket og fortalt røverhistorier og kl. 23.30 var alle gået til drømmeland efter en lang dag.
Fredag
Klokken 7 var alle ude af fjerene og klar til at spise morgenmad. Efter således at have fyldt energidepoterne op gik turen ud på jagt efter havørreder.
Bil 1 kørte endnu engang til Arnager, men igen var vejrforholdene for blæsende. I stedet kørte man til Salene Bugt. Her kunne der fiskes, men der var ingen havørreder der var i bidehumør.
Bil 2 kørte først til Sommerodde og herefter forsøgte man Snogebæk. Begge steder dog desværre uden resultat.
Efter endnu en god frokost blev der ”slået” lidt mave og så gik turen igen på havørredjagt.
Bil 1 kørte til kysten ved Dyndal. Efter et par timers forgæves fiskeri i blæst og regn gav man op og kørte lidt rundt og kikkede på mulige fiskesteder til dagen efter.
Bil 2 tog til Årsdale og forsøgte sig. Her var det lige ved at Kim kunne skrives på listen over fangere på årets tur. Han havde en pæn ørred på krogen så dog satte sig selv fri inden den nåede i nettet. Samme net havde han igen i brug lidt senere, da det lykkedes han at fange en skrubbe med det. Den talte dog ikke til KM point, da garn fangede fisk ikke tæller her.
Tilbage i sommerhuset sidst på dagen stod den på kyllingelår i paprikasovs og ris. Der var også ostebord til dessert, så endnu en omgang aftensmad til Michelin stjerner.
Lørdag
Alle saltvandsfiskere var ude af fjerene klokken 7. Vinden var taget lidt af i forhold til gårsdagens blæsevejr og var drejet til nordøst. Efter morgenmaden blev der ryddet af bordet og kursen sat mod fiskevandet.
Bil 1 kørte til Snogebæk og forsøgte sig der. Efter 1½ times resultatløst fiskeri og efter at have talt med en lokal lystfisker kørte man, efter hans anvisning, til Skanserne ved Balka. Her var bil 2 allerede kørt til fra morgenstunden af. Og Torben Kristensen havde landet en nedgænger på ca. 50 cm.. Torben fangede efterfølgende 2 blanke ørreder på henholdsvis 43 cm. 805 gram og 44 cm. 715 gram. Plus han kortvarigt havde en ørred på af noget sværere kaliber. Så man må sige det var Torbens formiddag.
Efter endnu en god frokost kørte bil 1 til Arnager. Her var der stadig godt gang i bølgerne, men der blev prøvet til alligevel. Efter et par timers forgæves forsøg på at overliste ørrederne flyttede man til Tejn Friluftsbad hvor dagens sidste timer blev brugt i forsøget på at få en havørred på krogen, dog uden det lykkedes.
Bil 2 forsøgte sig først ved Årsdale. Efter en times fiskeri opgav man denne plads og forsatte op ad kysten til Lisbjerg. Her var der heller ikke fisk at fange, så turen gik videre til Salene Bugt med samme fiskemæssige dårlige resultat.
Hjemme ved sommerhuset opdagede Pia, at hun havde glemt hendes sko i Arnager. De var heldigvis gamle og udtrådte, så de fik lov til at blive stående. Hjemme ved sommerhuset opdagede hun, at nu var hendes vadejakke også ”pist borte”. Hele bil 1 blev forgæves gennemrodet i jagten på jakken.
Pia mente, hun havde glemt jakken ved toilettet ved friluftsbadet.
I sidste sekund inden bilen blev startet og jagten på jakken blev indledt var der en opvagt og skarp saltvandsfisker der insisterede på at kikke om den ikke var hængt til tørre inde ved brændeovnen. Det var den! Det viste sig, at Niels Erik i det tiltagende mørke, havde troet, at det var hans egen jakke han havde hængt til tørre.
Ud over et godt grin gav episoden også oplagte kandidater til fjumrebrættet.
Kim stod for aftenens kulinariske højdepunkt. Kalve cuvetter med garniture. Lækkert!
Søndag
Efter veloverstået morgenmad var det tid til turens sidste angreb på øens havørreder. To saltvandsfiskere med trætte fødder valgte at blive hjemme i sommerhuset og rydde op, pakke og gøre rent.
Bil 1 kørte til Ypnasted ved Nexø. Her var der ingen fisk der var i bidehumør.
Bil 2 kørte til Melsted Badehotel. Her var der mere held i sprøjten. Her fik Kim oprejning for hans tidligere mistede ørred. Og landede en havørred på 61 cm. 1,955 kg.
Klokken 11 var alle mand tilbage ved sommerhuset og spiste køleskabets rester til frokost.
Herefter stod den på det sidste oprydning, opvask og pakning af bilerne.
Så gik turen mod Rønne og færgen til Ystad. Efter en sejltur der ikke blev så slem som vejrudsigten spåede kørte vi i land i Ystad og satte kursen mod Silkeborg.
Til trods for den manglende fiskelykke var turen alligevel i alt god.
Referent Jørn Wulff