Samsø 2016

Samsøturen 2016

Fem forventningsfulde saltvandsfiskere, bevæbnet med grej til tænderne, var mødt frem på 3F’s P-plads fredag lidt over middag. Nu skulle Samsø indtages og årets jagt på øens havørreder indledes.

Efter det traditionelle stop ved slagteren i Hou for indkøb af ribbens sandwich og frikadelle ditto gik turen videre til Samsø færgens opmarch båse hvor de fem saltvandsfiskere mødtes med turens sidste to deltagere, der for nemheds skyld var kørt direkte til færgen.

Deres grej blev flyttet fra deres biler til de to efterhånden godt fyldte biler der skulle med færgen og de indkøbte sandwich blev fortæret mens vi ventede på at komme ombord.

Vel ombord og bænket i behagelige stole nød vi sejlturen. Vel fra borde på Samsø gik turen til hytterne på Sælvigbugtens Camping.

Bilerne blev tømt og deres indhold blev fordelt i de to lejede hytter.

Efter et kort hvil gik turen til fiskevandet. Den ene bil kørte til Issehoved. Den anden til skydebanen ved Nørreskifte.

Ved Issehoved var der utroligt meget tang i vandet, mens forholdende ved skydebanen var meget bedre. Tilbage ved hytterne viste det sig, at begge pladser lignede hinanden på et vigtigt punkt. Der var ingen fisk over målet. Kim Nielsen fangede 2 undermålere og Jørn Wulff en af samme kaliber. Aftenen sluttede med indtagelse af pølser og kold kartoffelsalat efterfulgt af hyggeligt selskab.

Lørdag

Det blev godt op af formiddagen inden morgenmaden var fortæret og turen igen gik mod nyt fiskevand. Den bil der ikke havde været ved skydebanen fredag forsøgte sig dette sted skønt det ikke havde været nogen succes dagen før. Den anden bil besluttede sig for at besøge fiskepladserne syd for Kålby Kås Havn.

Da begge biler var tilbage ved hytterne for at spise frokost, viste det sig, at de begge havde været udsat for samme nedslående fangstmæssige resultat. Ingen fisk!

Efter en lækker og omfangsrig frokost med efterfølgende ”slåen mave” gik turen retur til Samsøs strande.

Den ene bil kørte til Langdal på vestsiden af den nordlige ende af øen.

Den anden bil forsøgte sig ved Issehoved efter at have været forbi Ballebjerg og konstateret, at pladsens ikke var fiskbar på grund af rigtig meget skidt i vandet.

Begge steder blev der fisket igennem hele eftermiddagen og det første af aftenen.

For saltvandsfiskerne ved Langdal med samme nedslående resultat som turen hidtil havde givet. Ingen fisk!

Holdet der kørte til Issehoved havde lidt mere ”held i sprøjten”. De fangede 4 undermålere og en lille hornfisk. Så tog Jørgen Lorenzen sagen i egen hånd og fluestang og sørgede for der var fisk til indvejning. Han landede en havørred på 1250 gram og 48,5 cm. Nu da risikoen for total fangst fiasko var elimineret kunne de syv saltvandsfiskere med lidt mere ro i sjælen ”gå ombord” i Torben Sørensens lækre oksesteg med tilbehør. Efter alle havde spist sig mere end mætte og servicen var vasket op og ryddet af vejen var der endnu engang fælles hygge i hytten.

Når vi nu er ved opvasken skal det ikke undlades at nævnes, at Jørgen Lorenzen, ud over at han med dagens fangst var blevet favorit til præmien for turens tungeste fisk også kandiderer til årets vinder af fjumrebrættet for følgende episode:

Under opvasketjansen ville han være morsom og ringede op i hytten for at bestille en whisky og en opvaskebørste. Det fandt han så morsomt, at det under latterkramperne lykkedes ham at tabe sin mobil ned i opvaskebaljen. Det kan oplyses at telefonen overlevede badeseancen.

Søndag

Efter morgenmaden gik turen igen til fiskepladserne og den sidste chance for at rette lidt op på det fangstmæssige underskud og forsøge at slå Jørgen Lorenzens fisk.

Den ene bil kørte til Issehoved. Det gav ingen fisk på land. Hverken over eller under målet.

Den anden bil kørte til Langør. Her var resultatet 3 undermålere.

Derfor kunne turlederen efter frokosten kåre Jørgen Lorenzens fisk, som turens største og eneste fisk over målet. Det udløste et gavekort på 300 kr.

til Grejbiksen i Silkeborg og retten til at kalde sig Samsø storfanger 2016.

Efter frokost blev der pakket biler, vasket op og gjort rent i hytterne, hvor efter turen gik til færgen. Vel i land i Hou kørte vi mod Silkeborg og de hjemlige kødgryder.

Årets Samsøtur vil ikke gå over i historien for de gjorte fangster. Men vi hyggede os og det er vel ikke det værste man kan blive udsat for.

Referent

Jørn Wulff

Fladfisketur

Masser af fladfisk lørdag den 20. august.

Vi var 7 mand der havde en god tur til Langelandsbæltet med M/S Fie.

De første par timer vi fiskede var der en del understrøm, så det var svært at holde bunden selv med 100 gram bly på forfanget. Understrømmen aftog heldigvis op af dagen.

Understrøm eller ej kom der fisk på dæk gennem hele dagen og mange af de flade, der landede her var plus 35 cm.

Der blev fanget flest skrubber og isinger, men der var også enkelte rødspætter i kurvene. Ud over fangsten af fladfisk fangede Børge Riis og Frederik Herholt hver en pæn hornfisk.

Klokken ca. 14.00 gik turen retur mod havnen i Spodsbjerg og under hjemturen blev dagens fangst gjort op. Det viste sig, at der i alt var fanget 165 fladfisk, hvilket svarer til et gennemsnit pr. saltvandsfisker på 23 fladdyr.  Det må siger at være rigtigt godt.

Alle de 6 fladfisk der fik KM point var skrubber og dagens største og næststørste af slagsen var på henholdsvis 40,5 og 40,2 cm. Blev begge fanget af Brian Jensen.

Roel Halle tog 3. pladsen med en fisk på 38,5 cm. 4. pladsen gik til Torben Sørensen med en fisk hvor halen ramte 37,5 cm. Brian Jensen kom også ind på konkurrencens 5. plads med en fisk på 37,3 cm. Og Børge Riis tog den sidste point givende plads med flad på 36,8 cm.

Så alt i alt igen en kanon tur til Langelandsbæltet.

Brian Jensen