Kategoriarkiv: Referater

Samsø 2016

Samsøturen 2016

Fem forventningsfulde saltvandsfiskere, bevæbnet med grej til tænderne, var mødt frem på 3F’s P-plads fredag lidt over middag. Nu skulle Samsø indtages og årets jagt på øens havørreder indledes.

Efter det traditionelle stop ved slagteren i Hou for indkøb af ribbens sandwich og frikadelle ditto gik turen videre til Samsø færgens opmarch båse hvor de fem saltvandsfiskere mødtes med turens sidste to deltagere, der for nemheds skyld var kørt direkte til færgen.

Deres grej blev flyttet fra deres biler til de to efterhånden godt fyldte biler der skulle med færgen og de indkøbte sandwich blev fortæret mens vi ventede på at komme ombord.

Vel ombord og bænket i behagelige stole nød vi sejlturen. Vel fra borde på Samsø gik turen til hytterne på Sælvigbugtens Camping.

Bilerne blev tømt og deres indhold blev fordelt i de to lejede hytter.

Efter et kort hvil gik turen til fiskevandet. Den ene bil kørte til Issehoved. Den anden til skydebanen ved Nørreskifte.

Ved Issehoved var der utroligt meget tang i vandet, mens forholdende ved skydebanen var meget bedre. Tilbage ved hytterne viste det sig, at begge pladser lignede hinanden på et vigtigt punkt. Der var ingen fisk over målet. Kim Nielsen fangede 2 undermålere og Jørn Wulff en af samme kaliber. Aftenen sluttede med indtagelse af pølser og kold kartoffelsalat efterfulgt af hyggeligt selskab.

Lørdag

Det blev godt op af formiddagen inden morgenmaden var fortæret og turen igen gik mod nyt fiskevand. Den bil der ikke havde været ved skydebanen fredag forsøgte sig dette sted skønt det ikke havde været nogen succes dagen før. Den anden bil besluttede sig for at besøge fiskepladserne syd for Kålby Kås Havn.

Da begge biler var tilbage ved hytterne for at spise frokost, viste det sig, at de begge havde været udsat for samme nedslående fangstmæssige resultat. Ingen fisk!

Efter en lækker og omfangsrig frokost med efterfølgende ”slåen mave” gik turen retur til Samsøs strande.

Den ene bil kørte til Langdal på vestsiden af den nordlige ende af øen.

Den anden bil forsøgte sig ved Issehoved efter at have været forbi Ballebjerg og konstateret, at pladsens ikke var fiskbar på grund af rigtig meget skidt i vandet.

Begge steder blev der fisket igennem hele eftermiddagen og det første af aftenen.

For saltvandsfiskerne ved Langdal med samme nedslående resultat som turen hidtil havde givet. Ingen fisk!

Holdet der kørte til Issehoved havde lidt mere ”held i sprøjten”. De fangede 4 undermålere og en lille hornfisk. Så tog Jørgen Lorenzen sagen i egen hånd og fluestang og sørgede for der var fisk til indvejning. Han landede en havørred på 1250 gram og 48,5 cm. Nu da risikoen for total fangst fiasko var elimineret kunne de syv saltvandsfiskere med lidt mere ro i sjælen ”gå ombord” i Torben Sørensens lækre oksesteg med tilbehør. Efter alle havde spist sig mere end mætte og servicen var vasket op og ryddet af vejen var der endnu engang fælles hygge i hytten.

Når vi nu er ved opvasken skal det ikke undlades at nævnes, at Jørgen Lorenzen, ud over at han med dagens fangst var blevet favorit til præmien for turens tungeste fisk også kandiderer til årets vinder af fjumrebrættet for følgende episode:

Under opvasketjansen ville han være morsom og ringede op i hytten for at bestille en whisky og en opvaskebørste. Det fandt han så morsomt, at det under latterkramperne lykkedes ham at tabe sin mobil ned i opvaskebaljen. Det kan oplyses at telefonen overlevede badeseancen.

Søndag

Efter morgenmaden gik turen igen til fiskepladserne og den sidste chance for at rette lidt op på det fangstmæssige underskud og forsøge at slå Jørgen Lorenzens fisk.

Den ene bil kørte til Issehoved. Det gav ingen fisk på land. Hverken over eller under målet.

Den anden bil kørte til Langør. Her var resultatet 3 undermålere.

Derfor kunne turlederen efter frokosten kåre Jørgen Lorenzens fisk, som turens største og eneste fisk over målet. Det udløste et gavekort på 300 kr.

til Grejbiksen i Silkeborg og retten til at kalde sig Samsø storfanger 2016.

Efter frokost blev der pakket biler, vasket op og gjort rent i hytterne, hvor efter turen gik til færgen. Vel i land i Hou kørte vi mod Silkeborg og de hjemlige kødgryder.

Årets Samsøtur vil ikke gå over i historien for de gjorte fangster. Men vi hyggede os og det er vel ikke det værste man kan blive udsat for.

Referent

Jørn Wulff

Fladfisketur

Masser af fladfisk lørdag den 20. august.

Vi var 7 mand der havde en god tur til Langelandsbæltet med M/S Fie.

De første par timer vi fiskede var der en del understrøm, så det var svært at holde bunden selv med 100 gram bly på forfanget. Understrømmen aftog heldigvis op af dagen.

Understrøm eller ej kom der fisk på dæk gennem hele dagen og mange af de flade, der landede her var plus 35 cm.

Der blev fanget flest skrubber og isinger, men der var også enkelte rødspætter i kurvene. Ud over fangsten af fladfisk fangede Børge Riis og Frederik Herholt hver en pæn hornfisk.

Klokken ca. 14.00 gik turen retur mod havnen i Spodsbjerg og under hjemturen blev dagens fangst gjort op. Det viste sig, at der i alt var fanget 165 fladfisk, hvilket svarer til et gennemsnit pr. saltvandsfisker på 23 fladdyr.  Det må siger at være rigtigt godt.

Alle de 6 fladfisk der fik KM point var skrubber og dagens største og næststørste af slagsen var på henholdsvis 40,5 og 40,2 cm. Blev begge fanget af Brian Jensen.

Roel Halle tog 3. pladsen med en fisk på 38,5 cm. 4. pladsen gik til Torben Sørensen med en fisk hvor halen ramte 37,5 cm. Brian Jensen kom også ind på konkurrencens 5. plads med en fisk på 37,3 cm. Og Børge Riis tog den sidste point givende plads med flad på 36,8 cm.

Så alt i alt igen en kanon tur til Langelandsbæltet.

Brian Jensen

Makreltur 2016

Makreltur 2016

For første gang i flere år var årets makreltur flyttet tilbage til Det gode skib Signe af Grenå.  De sidste år har det været M/S Muddi fra Thyborøns dæk, der har været under saltvandsfiskernes fødder, men med makrellens tilbagevenden til østkysten af Jylland blev årets tur flyttet tilbage til Grenå, hvilket betød billige turpris og kortere kørsel.

Flytningen betød også at der, lørdag morgen, stod 8 forventningsfulde saltvandsfiskere på Bygmas P-plads og ventede på at komme afsted det er ca. dobbelt så mange som der har været med de sidste år og hurra for det!

Vel ankommet til Grenå gik vi ombord og fik rigget til. Efter ca. 1 times sejlads gik fiskeriet i gang og der kom makrel på dæk. Ikke overvældende mange men dog godt 60 makreller, da dagen var omme. Hvilket også var bedre end de sidste år.

Dagens største fisk blev dog ikke en makrel, men der i mod en torsk på 2,48 kg.

Den blev fanget af Brian Jensen og indbragte ham dermed 8 KM point.

Børge Riis fangede dagens største makrel på 720 gram og fik dermed 6 KM point

Jørn Wulff kom ind på de næste 2 pladser og høstede dermed 7 Km point i alt med makreller på henholdsvis 650 og 590 gram.

Erik Østergaard fik 2 KM point for en makrel på 580 gram og Michael Schröder fik det sidste ene Km point for en makrel på570 gram.

Det var tørvejr hele dagen og rimelig vind og makrel på dæk. Så alt i alt en helt OK tur, så vi har booket signe til næste års tur.

Brian Jensen

Pighvarretur 7. maj

Pighvarretur 7. maj 

15 saltvandsfiskere deltog i turen som gik til Henne Strand. Vel fremme stod vi ud af bilerne og befandt os i højt solskin, østenvind og 20 graders varme. Inden vi begyndte fiskeriet var der rundstykker.

Selve fiskeriet var lidt skuffende. Der var ingen pighvarrer i bidehumør og ved indvejningen var resultatet kun 6 små isinger. Efter indvejningen var der pølser og brød, så turen sluttede med hygge og god stemning. 

Referat: Børge Riis

 

Nattur til Esby Strand

Nattur til Esby Strand 

Tilmeldingen til turen var ikke overvældende. Kun tre saltvandsfiskere mødte frem på Bygmas p-plads. Bilerne blev pakket og kursen blev sat mod Esby Strand på Helgenæs. Denne plads blev valgt, da det blæste ”en halv pelikan” fra vest og der derfor ville læ og rygvind der.

Vel fremme blev der rigget til og de tre håbefulde saltvandsfiskere drømte allerede ved første kast om store fuldfede sølvblanke havørreder.

De blev dog snart revet ud af drømmen. Det var fuldstændigt dødt! Så dødt at turlederen en stund overvejede muligheden for at vi kunne have glemt at dreje af et sted og ved en fejl havnet ved Det Døde Hav. Tre observationer gjorde dog, at han hurtigt kom på andre tanker. Der var ikke varmt nok. Der var ikke sand nok og Esbys Bådelaug har ikke bådeplads ved bredden af Det døde Hav.

Efter et par timers fiskeri kom grillen frem og snart blev der guffet frankfurtere og brød, hvorefter fiskeriet blev genoptaget med samme skuffende resultat som inden pølser og brød blev indtaget. Turlederen havde dog en hornfisk næsten på land og Børge Riis havde kortvarigt en havørred på krogen. Her ud over blev der kun registreret et par forsigtige nap.

Lidt over midnat blev det til tid til et par timers søvn inden fiskeriet blev genoptaget ved 04.00 tiden om morgenen, desværre med samme skuffende resultat som inder de tre saltvandsfiskere havde været en tur i drømmeland.

Da sulten begyndte at gnave blev der lavet kaffe og varmet rundstykker og med fyldte maver blev fiskeriet genoptaget indtil man ved halv syv tiden blev enige om at pakke sammen og sætte kursen mod Silkeborg.

Trods manglen på fisk i nettet var det trods alt en god tur.

Referant Jørn Wulff

 

Kysttur til Esby Strand

Kysttur til Esby Strand 

Lørdag den 9. april drog vi 6 mand til Esby Strand for at fiske efter havørred. Vejret var rigtigt godt med høj sol og en svag sydøstlig vind. Vinden tog lidt til op af dagen og det gav lidt uro i vandet. Men det var som om, at havørrederne allerede var draget til havs. Det lykkedes dog Kim Nielsen, at fange en havørred på 46 cm. og et kilo taget på flue. Men pyt – Vi ramte desværre ikke lige dagen, men vi havde en dejlig dag ved skønne Esby Strand. 

Ref. Jørgen Pedersen

 

Kysttur 3. januar 2016

Isnende koldt

Så præcist kan kystturen den 3. januar beskrives. Det mærkede de 6 fremmødte saltvandsfiskere allerede, da de pakkede bilerne på Bygmas p-plads. Turen gik til Fyn. Nærmere bestemt til Båring vig lidt øst for Strib. Da vi kom frem viste det sig, at der ikke var helt overensstemmelse mellem DMI’s prognoser for vindretningen og de faktiske forhold. De faktiske forhold på stedet var ikke fiskbare og der hvor der var læ, var der fredningszoner. Vi kørte derfor videre til bunden af Gamborg fjord. Allerede da der blev rigget til på P-pladsen gik en iskold vind gennem marv og ben. Iskolde fingre, løberinge og montering af endegrej er ikke en god kombination. Men rigget til blev der og alt vintertøjet blev også taget i brug. Der blev fundet steder med læ og fiskeriet gik i gang. Havørrederne syntes åbenbart også det var for koldt for hverken flue eller blink blev vist nogen form for interesse. Da der var gået halvanden time havde 3 af de seks saltvandsfiskere fået nok af kulde, is i løberingene og ingen fisk, så de kørte hjem. De 3 sidste prøvede til et andet sted, men med samme resultat. Masser af isnende vind og ingen fisk. Så ved et tiden fik de også nok og fik pakket sammen og kørte mod Silkeborg i en rigtig dejlig varm bil.

Turens eneste lyspunkt var, at Jørgen Lorenzen, i forbindelse med start på et bagkast, kortvarigt have fisk på krogen. 

Jørn Wulff

 

Kysttur 21. november 2015

Kysttur 21. november 2015

Kun 4 saltvandsfiskere mødte frem på Bygmas P-plads lørdag morgen.

Jørn Wulff skulle også være mødt, men han havde glemt han havde tilmeldt sig. Dette forkalkningsfænomen kunne godt være et muligt emne til fjumrebrættet.

Turen gik til Sletterhage på spidsen af Djursland, forholdende var i orden. Der var fralandsvind og lidt bølger og også lidt koldt.

Men lige meget hjalp det. der var overhovedet ingen fisk.

Børge Riis

Fladfisketur Langelandsbæltet 7. november 2015

Fladfisketur Langelandsbæltet 7. november 2015 

Tidlig lørdag morgen mødte 5 saltvandsfiskere frem til afgang til Langelandsbæltet. Foreningen havde lejet hele båden,12 pladser, så et turunderskud af kraftig størrelse lurede i horisonten. Derfor blev det allerede på turen til Spodsbjerg besluttet, at der kun blev booket 8 pladser til næste års tur. Så det bliver først til mølle princippet der bliver gældende næste år.

Vel fra havn kom vi og efter en lille times sejlads røg forfangene mod bunden. Lige i starten var der ikke meget aktivitet fra de flades side. Men efter en times fiskeri besluttede fladfiskene ,at de var sultne og så kom der fisk ombord. Dagens udbytte for de 5 saltvandsfiskere var ca. 130 flade i kurvene. Mest rødspætter og isinger i pæn størrelse.

Dagens største flade blev fanget af Børge Riis. En fin tyk rødspætte på 39 cm. Andenpladsen gik til Jørn Wulff med en rødspætte en ½ cm. kortere end Børges.

Tredje og fjerde pladsen deltes af Børge Riis og Roel Halle. Begge med rødspætter på 38 cm. Børge tog sig også af femtepladsen. Denne gang målte rødspætten 37,5 cm.

Sjettepladsen og dens ene point blev delt mellem Børge Riis, Roel Halle og Brian Jensen med hver deres rødspætte på 37 cm.

Det var en rigtig god tur, fint vejr, overskyet og en 3-4 sekundmeter vind. Det eneste der lurede i horisonten var et turunderskud på 3.500 kr. plus kørselsudgifter.

Skipper Claus var dagens helt, da han sagde, at vi skulle slippe med at betale 500 kr. pr. deltager, hvilket var svarede til hans udgifter. De tre deltagende bestyrelsesmedlemmer var dog enige om, at hæve betalingen med 500 kr. til 3.000 kr. på den måde blev en i forvejen rigtig god tur endnu bedre. 

Brian Jensen

Samsøturen 2015

Samsøturen 2015

 

Fredag

I strålende solskin ankom vi til Samsø. Hos Birthe på Sælvig Camping blev vi opgraderet til nogle bedre hytte med eget toilet og bad, da vores sædvanlige hytter var udlejet til Slagelse Gymnasium.

Efter indkvartering kørte vi til Issehoved for at udnytte de få fisketimer bedst muligt. Her fangede Jørn Wulff en havørred på 54 cm og 1850 g og undertegnede en havørred på 48 cm 0g 1225g. Jørgen Lorenzen fangede ligeledes en havørred på 47cm og 1000g. Derudover blev der fanget 5 under målet, så det tegnede til at blive en fantastisk tur. Efter endt fiskeri gik turen tilbage til campingpladsen. Herefter kørte Jørgen L ned til færgen efter Kim Nielsen, der på grund af møde på sit arbejde ikke kunne nå den samme færge som os. Imens forberedte undertegnede aftensmaden, som tradition tro var pølser med varm og kold kartoffelsalat. I løbet aftenen blev som vanligt smagt på de medbragte whiskyer.

 

Lørdag

Dejligt vi sov længe til cirka 6.45.

Efter morgenmaden kørte den ene bil til Vestborg Fyr og den anden til Skydebanen. Denne dag var der også et strålende efterårs vejr. Der var ingen fisk ved skydebanen, så vi fortsatte alle fiskeriet ved Vestborg Fyr indtil middag, MEN ak og ve kun 3 undermålere. Så hjem til et veldækket frokostbord.

Min bil tog til Issehoved og den anden til Langør. Kim Nielsen og Jørn Lorenzen gik til højre ved Issehoved og Kim Herholdt og undertegnede gik til venstre. Kim Herholdt fangede 2 undermålere og vi havde kontakt til mange fisk. Kim Nielsen fangede en havørred på 42 cm og 750g, men fiskeriet døde ud hen under aften og vi tog lidt tidligere hjem, da undertegnede skulle lave aftensmad (gammeldags oksesteg med perleløg og ærter og tyttebær og til dessert ostelagkage). Karsten kunne ved hjemkomsten berette, at han havde haft kontakt med 2 store havørreder uden dog at få dem med op. Resten af aftenen gik med hyggeligt samvær og smag på whiskyerne og kaffen.

Søndag

Sov længe igen. Stod først op 6.45. Min bil kørte til Besser Rev. Kim Nielsen og Jørgen Lorenzen så mange fisk, men ingen ville bide på.Den  anden bil kørte til Vestborg Fyr, hvor Karsten fangede en havørred på 48 cm og 1250g.

Ved middagstid sluttede fiskeriet og efter frokost stod den på oprydning og afregning.

En god tur med flot vejr og dejligt selskab dog kunne der godt ønskes flere deltagere i 2016

Torben Sørensen